Øens dyr skaber nyt fællesskab

//Øens dyr skaber nyt fællesskab

For et lille år siden etablerede Fonden Startskuddet dyreholdet “Øens dyr” på Masnedø. Udgangspunktet var at skabe en aktivitet for beboere og elever på vores bosteder og skoler, men meget hurtigt stod det klart, at denne lille “oase” var interessant for andre end lige os selv – nemlig lokalområdet. Øens dyr fik besøg af nogle dagpleje-grupper, der kunne give børnene en dejlig oplevelse hos de søde dyr. I efterårsferien 2018 valgte vi at invitere til Åbent Hus, og folk strømmede til. Hver dag havde vi godt 500 børn og voksne på besøg.

I mellemtiden er flere og flere dyr flyttet ind – kaniner, pindsvin, mini-kænguruer, slanger, grise, ænder, skildpadder. Til jul inviterede vi igen inden for, da vi afholdt Startskuddets julemarked hos dyrene, og i den kommende vinterferie åbner vi igen dørene for alle interesserede.
I går torsdag den 31. januar passerede Øens dyr en vigtig milepæl.Den ene angår dyrenes popularitet på Facebook: Øens dyr passerede 1.000 likes!

Den anden milepæl er en virkelig stor begivenhed: Der blev nemlig afholdt stiftende generalforsamling for den nystiftede forening Øens Dyr. Der er tale om en almennyttig forening, med formålet om bl.a. at drive og videreudvikle en rekreativ og sanselig oplevelsespark, der er åben for offentligheden og målrettet for børn, unge og voksne og med et særligt fokus på mennesker med fysiske og psykiske handicap. Arbejdet skal ske i samarbejde med frivillige, og dyrevelfærd og -etik er naturligvis højt prioriteret.

Til lykke til foreningen og de meget engagerede mennesker, der deltog i generalforsamlingen.

Af |2019-04-17T14:42:10+00:00februar 1st, 2019|Nyheder|Kommentarer lukket til Øens dyr skaber nyt fællesskab